FAQ – ofte stillede spørgsmål
Har du et spørgsmål til vores produkter, levering eller noget tredje? Vi har her samlet de mest hyppige spørgsmål og svar, som måske kan hjælpe dig. Mangler du fortsat svar på dit spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os på contact@ester-erik.dk.
Levering og returnering
Hvilke lande sender I til?
Vi sender i øjeblikket til Danmark, Sverige, Norge, Storbritannien, Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland, Schweiz, Italien, Irland, Spanien, USA, Canada, Australien, Finland, Kroatien, Indien, Singapore, Litauen, Hong Kong, Tjekkiet, Forenede Arabiske Emirater, Island, Østrig, Grækenland, Japan, Ukraine, Portugal, Saudi Arabien, Estland, Slovakiet og Malaysia.
Kontakt venligst kundeservice på contact@ester-erik.dk, hvis du har et ønske til nyt forsendelsesland.
Kan jeg returnere min ordre?
Vi tilbyder 14 dages returret af varer fra den dag, du modtager ordren. Returneringsomkostninger betales af dig. Returvarer skal sendes til følgende adresse med selvvalgt fragtfirma:
ester & erik
Att: Webshop
Bergsøesvej 23
8600 Silkeborg
Venligst vedlæg en seddel med ordrenummer, navn, email og årsag til returnering:
- Fortrudt køb
- Lever ikke op til forventningerne
- Reklamation (kontakt os inden på: contact@ester-erik.dk)
Vi refunderer varer, der modtages i ubeskadiget og salgbar stand. Såfremt varen ikke er forsvarligt indpakket og lider skade under returforsendelsen, vil du være ansvarlig for værdiforringelsen af varen. I dette tilfælde vil du ikke modtage fuld refundering.
Produkt og brug
Hvorfor anbefaler I, at jeg slukker lysene med lyseslukker?
Vi anbefaler, at lyset slukkes med en lyseslukker for at undgå samt sikre, at lyset slukkes helt, så vægen ikke står og gløder. Med en lyseslukker slukkes gløden 100 pct., så vægen forbliver intakt. Du kan se en videoguide til hvordan vores laklys slukkes med en lyseslukker her.
Du kan finde vores lyseslukkere her.
Er jeres lys drypfrie?
ester & erik lys er som udgangspunkt drypfrie. Men står lysene med mindre end 10 centimeters afstand til hinanden, er placeret i træk eller over en radiator, kan vi ikke garantere, at de ikke drypper.
Er jeres lys gennemfarvede?
Nej, ester & erik lys er ikke gennemfarvede. Vores unikke fremstillingsproces kræver nemlig, at vores lys først dyppes et bestemt antal gange i varm paraffin og derefter farves i hånden.
Denne traditionsrige produktionsproces sikrer os det flotteste resultat, og gør det ikke muligt at producere gennemfarvede lys.
Hvorfor er jeres lys lavet af paraffin?
Der er flere grunde til, at ester & erik lys er lavet af paraffin – både produktionsmæssige, miljømæssige og sundhedsmæssige grunde.
Vi ønsker at værne om vores traditionsrige produktionsproces, hvor lysene produceres med en dyppeteknik og efterfølgende farves i hånden. Denne proces, mener vi, giver de smukkeste lys, og den er kun mulig ved produktion med paraffin.
Derudover er paraffin et mere miljøskånsomt materiale end eksempelvis stearin og soja.
Paraffin er nemlig et restprodukt fra råolie, der udvindes, før råolien raffineres og omdannes til petroleum. For mange år tilbage kasserede man paraffinen, men fandt senere ud af, at det egner sig godt til mange ting – eksempelvis kosmetik, fødevarer (det lag som er uden på en ost) og levende lys.
Lys lavet af paraffin af høj kvalitet som vores, har en højere brændekvalitet og soder mindre end andre lys, hvilket også gør det til et sundere valg. Vores kvalitet af paraffin er så ren, at mange mennesker med allergiske reaktioner over for stearinlys, ikke oplever gener ved brug af ester & erik lys.
Kan I vejlede til valg af farver?
For et overblik over vores mange farver, henviser vi til vores farvekatalog her.
Her får du overblik over alle farver, deres farvekoder og beskrivelser, og du kan se, hvordan de ser ud i forhold til lignende farver. Vi gør dog opmærksom på, at farverne kan variere alt efter hvilket rum og belysning, lysene står i. Du er også velkommen til at kontakte os på contact@ester-erik.dk, så vi kan hjælpe.
Hvordan får jeg den bedste brændeoplevelse?
For at få en optimal brænding anbefaler vi altid at holde vægen kort, have minimum 10 centimeters afstand mellem lysene og ikke at sætte lysene i træk eller over en radiator. Derudover anbefaler vi at lysene slukkes med en lyseslukker for at holde vægen intakt samt undgå os.
Ved lys med lak eller metallisk overflade er det vigtigt, at du efter slukning fjerner den øverste lakhinde rundt om vægen, så lyset let kan tændes igen.